Han glemmer mig aldrig i afgrundens nat
han løser min ensomheds gåde
når månen er presset og lægger sin hat
så sejler han frugten i både.
Han husker at skinne i solen for dig
han rødmer, når dagen får ende
og dermed er lyset i verden på vej
og håbet om også at brænde.
Han klipper en stjerne af himmelpapir
han sætter den op ved mit gærde
i tusmørket ligner den kirkernes spir
og fremtider uret må lære.
Han kaster en fredsdue over dit hus
hvor safterne stiger og synker
det sure, det søde og menneskers knus
det tegner han på dig som rynker.
Han dækker et bord til den tørstige hær
han åbner sin puls i et bæger
en dag som i dag med et firkantet vejr
er regnbuespidserne læger.
Tekst af Simon Grotrian, 2007
