”Det var en livsbekræftende oplevelse at være her i dag.”

Hvad sker der, når en lille kirke slår dørene op til Grundtvigskirken, inviterer en elektronisk musiker og krydrer det hele med et tema om græs og vandkøb? Det kommer der en Bellahøjmesse ud af, men på nogle ganske andre præmisser end vanligt.
De røde salmebøger er det eneste kontinuerlige ved forsamlingen. Den flok af mennesker, der har kæmpet sig op ad Bispebjerg Bakke denne lørdag eftermiddag i april er lige så spraglede som de er mange. De er kommet for at være med til Bellahøj kirkes Bellahøjmesse, der i april måned udspiller sig under helt særlige forhold. Bellahøj Kirke er nemlig under renovering og turnerer derfor områdets sognekirker, og er i denne måned på besøg i Grundtvigskirken. Huslyet startede i påsken med måltidsfællesskab og passionsgudstjeneste, men også i dag har Bellahøj Kirke noget særligt på programmet.
	En elektrisk stille ro Henrik Marstal, der er musiker, komponist og forfatter, gæster nemlig Bellahøjmessen for at krydre gudstjenesten med sine elektriske vibrationer, der stryger sig om de tårnhøje hvælvinger, som om de kæmper for at nå hele vejen op. Gudstjenestens tema er grønne enge, stille vand, og det er Peter Møller Jensen, der i dag er trukket i præstekjolen og planlagt Bellahøjmessen sammen med kirkens musiker Merete Ørting Lahey. Prædiken, salmer og den elektroniske musik giver prædikenteksten om den gode hyrde, der vogter sine får på de grønne enge en helt ny betydning. Med sangerinden Signe Mansdotters dybe stemme og elguitarens skarpe klang bliver de grønne enge en tilstand indeni, der åbner verden op.
Det er netop kunstens formål at stræbe opad, mener Henrik Marstal, der er uddannet cellist og blogger på Politiken. ”Al kunst har et element af noget spirituelt. Den sætter sig ud over sig selv og har en åndelig stræben i sig, der præger hverdagslivet. Kunstens funktion er at stille spørgsmålet om, hvad vil det sige at være menneske. Det spørgsmål er altid gået igen for mig,” siger Henrik Marstal, der ikke har spillet i Grundtvigskirken før. ”Det er et utrolig smukt rum. Vinduerne er fantastiske, man kan se så meget himmel.”
	Arkitektur og kultfilm Andreas på 31, der bor på Frederiksberg er en af de gæster, der har fundet vej til Nordvest. For ham bidrager kirkens arkitektur og storhed med en helt særlig stemning. ”Man har været flere generationer om at bygge kirker. Jeg bliver fascineret af al den tid og energi, der er lagt i dem, og på hvor store, flotte og himmelstræbende, de er.” På spørgsmålet om, hvad han bed særligt mærke i ved gudstjenesten, var Andreas duperet over præstens kendskab til kultfilm. ”Det var fedt, han nævnte Monty Python, men ellers faldt jeg hen til rummet og musikken, der fyldte det.”
Bellahøjmessen slutter med en improvisation over salmen I Skovens dybe, stille ro, der ekkoer ned gennem kirkerummet, hvis kæmpestore søjler pludselig ligner træstammer. Med en elektrisk ro sejler gæsterne ned af midtergangen, hvor der bydes på et glas vin. Janice på 62 og hendes veninde Dietgard står i kirkedøren med et glas i hånden. ”Musikken i samspillet med præsten ord løftede det hele, så det blev en enhed,” siger de og tager hinanden under armen. ”Det var en livsbekræftende oplevelse at være her i dag.” Reportagen er skrevet af sognepræst Marija Krogh Iversen i forbindelse med Bellahøj kirkes turné rundt i provstiets kirker.